Der er mange overvejelser, når man overvejer at flytte til en ny by. Og disse bliver der ikke færre af, hvis man har børn. Hvilken skole skal de gå på? Kan de få nye venner? Er der nok pædagoger i børnehaverne? Ja, spørgsmål er der nok af. I denne artikel vil vi forsøge at give dig indblik i, hvordan det er at være forælder i Skive.
Skive er et trygt sted at være forælder
For nyligt blev Skive Kommune i en ny undersøgelse (lavet af Mikonomi) vurderet til at være én af de mest sikre kommuner i Danmark!
En tryghed, som nemt mærkes i ånden i byen. Men Skive har meget mere at byde på, og én af de store er at vokse op som barn i Skive Kommune. Det er nemlig for mange en rigtig god oplevelse, da byen ikke er større, end man også tit får venner fra de andre skoler af. Derudover er vi så heldige at bo i en kommune med strande hele vejen rundt, masser af fritidsaktiviteter, sportsklubber og ikke mindst masser af natur! Vi værdsætter et rent og godt liv, og det værdigrundlag bringer vi naturligvis ind i vores skoler og børnepasning.
Masser af skov, vand og legepladser i byen
Man kan nemt sige, at Skive Kommune igennem årene har været gode til at investere i legemuligheder for børn. Der findes mange velbenyttede legepladser i byen, hvoraf den mest populære er Børnenes Paradis. Et stor, gratis legeplads, som ligger naturskønt med lette parkeringsmuligheder. Derudover har vi mange bademuligheder om sommeren og skovlegepladser, som mange nyder godt af hele året rundt.
Men generelt findes der mange legepladser i Skive, hvor børn tit leger med hinanden og får nye venskaber på kryds og tværs af skolerne. Og så ligger de sjældent længere væk, end børnene selv kan gå derover.